Umbraco: TypeScript kan måske bringe lidt orden i kaos

Niels Hartvig står bag den succesfulde OS-baserede CMS-platform, Umbraco og vurderer, at Umbracos brugere kommer til at få gavn af TypeScript, der vil bringer struktur og overskuelighed til store mængder JavaScript. Han glæder sig også til at se, hvad der kommer ud af Googles beslutning om at satse på TypeScript som basis for udviklingen af den kommende udgave af deres AngularJS-framework.

”Kaos kan bringe mange gode ting med sig. Men med JavaScript bliver det undertiden lidt for meget af det gode. Du mangler klasser, interfaces og moduler, det er svært at debugge, og arbejder du med store projekter og mange kodelinjer, så mister du rigtig let overblikket. Især hvis du har været igennem de første udskiftninger på udviklerholdet,” konstaterer Niels Hartvig. Han bærer den formelle titel Chief Unicorn i Umbraco Core Team og en af de primære ophavsmænd bag det succesfulde open source CMS.

Niels Hartvig indfandt sig på ITU en forårsdag for – i selskab med bl.a. den danske udviklerlegende og TypeScript-ophavsmand Anders Hejlsberg – at forklare lidt om de muligheder, der er ved at opstå for at gøre det uregerlige JavaScript mere fast i kødet.

”Det her har man jo efterlyst i årevis..”

”Det kunne se ud som om, at bl.a. TypeScript løser en del af udfordringerne ved at give dig mulighederne for at arbejde med statiske typer i JavaScript under langt mere faste rammer. Du får nogle retningslinjer på detailkodeniveau og reelle interfaces, hvilket er blandt de ting, man har efterlyst i årevis. Det er afgjort lovende. Men selvfølgelig er det stadig early days og nok også for tidligt at sige med sikkerhed, hvor meget og hvor hurtigt, det kommer til at slå igennem,” siger Niels Hartvig.

I Umbraco-sammenhæng forventer han, at navnlig CMS-brugerne får glæde af de muligheder, TypeScript giver for at håndtere store kodemængder på en mere struktureret facon. Men udviklerholdet har også selv leget med mulighederne for at bygge Umbraco-udvidelser i TypeScript.

”Det var en rigtig god oplevelse. Du kan selv skrue op og ned for strukturen efter behov, og du kan endda kompilere fra ECMAScript 6 til 5 og få glæde af de nye features uden at lade alle de aktuelle browsere i stikken. Det er interessant. Så når vi har vores næste udviklerkonference i i juni – hvor der kommer mere end 500 deltagere – så laver vi ret sikkert en TypeScript-session og prøver at lodde stemningen for at se, om og hvordan folk bruger det,” siger Niels Hartvig.

Google/Microsoft-samarbejde er ”virkelig interessant”

Umbracos core team satser i øvrigt 100% på Googles AngularJS-framework, der er ved at blive genopbygget fra scratch med TypeScript i et åbent samarbejde mellem Google og Microsoft.

”Fra et udviklermæssigt synspunkt er det jo interessant at se, hvad der kommer ud af dén øvelse. Og så er det jo i sig selv positivt og sindssygt spændende at se, hvad der sker, når to af IT-verdenens virkelig sværvægtere på den måde reelt samarbejder om et Open Source projekt af så potentielt betydningsfuld karaktér. Det er vi nok mange, der ser frem til med en vis spænding,” konstaterer han.