Slaget på Øresund anno 2014: Koder i stedet for kanoner

Sidste uge løb det globale initiativ Hour of Code af stablen, hvor millioner af børn verden over blev introduceret for kodning. Blandt disse var 5. klasse på Nyager Skole i Rødovre og 4. klasse på Sabro-Korsvejskolen i Aarhus, som 'kæmpede' mod svenske skoleelever på Øresund i en moderne version af Sænke slagskibe.

Øresundsopgøret blev sat på skoleskemaet af Microsoft i samarbejde med NGO'en Coding Pirates for at vække børnenes nysgerrighed for digitale værktøjer og vise dem, hvor let og sjovt det kan være at skabe med it.

Det venskabelige søslag mellem de tidligere ærkerivaler på havene gav eleverne mulighed for at have en masse sjov og bruge spændende teknologi. Efter et Skype-møde mellem de danske og svenske elever blev de præsenteret for et forprogrammeret spillelandskab i Kodu, et simpelt programmeringssprog, som børn kan skabe pc- og Xbox-spil med. I dette landskab, som mindede om Øresund, Sverige og Danmark, dystede de mod svenskerne ved selv at bygge videre på spillets kode og skabe en smartere ’kunstig intelligens’ end deres modstander.

Børnene scannede også deres klassekammerater ind i en computer med Kinect og i Minecraft byggede de et 3D-klassebillede i bedste Mount Rushmore-stil. Klassebilledet vil senere blive printet i 3D og foræret til klasserne som et minde om dagen.

Nysgerrigheden og indlevelsen blandt børnene var stor, og både piger og drenge syntes, det var et sjovt afbræk fra deres almindelig skoleuge. Dette billede er fra MetroXpress af elever på Nyagerskole i Rødovre.

Det er godt nyt at børnene var begejstrede for at arbejde med programmering, for fremtidens arbejdsmarked stiller større krav til it-værktøjskassen. EU anslår, at den samlede EU-arbejdsstyrke næste år kommer til at mangle 500.000 personer med de nødvendige programmerings- og it-kompetencer til at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel. Dette tal forventes at stige til 900.000 i 2020. 

Billede fra Kids News af elever på Nyagerskole i Rødovre.

Microsoft takker Coding Pirates, Nyager Skole og Sabro-Korsvejskolen for en forrygende Hour of Code-uge!

Vh. Julich Wiberg, chef for Microsoft Education i Danmark