Instagram klar til Windows Phone 8

Vi er altid glade for at kunne præsentere nye apps til Windows Phone-platformen, men i dag markerer alligevel en lidt særlig dag, fordi vi kan præsentere den officielle Instagram-app til Windows Phone.

Instagram er med 150 millioner brugere verden over den mest populære foto-app til deling af billeder på sociale netværk. Instagrams mange unikke fotofiltre gør det legende let at forvandle hverdagens snapshots til kreative kunstværker, som du efterfølgende kan dele via Instagram – og i øvrigt også Facebook, Twitter, Tumblr og Foursquare. Instagram til Windows Phone har selvfølgelig sin egen Live Tile på startskærmen, som opdateres med live-feeds, så du hurtigt kan se dine venners billedstrøm.

Når vi særligt glæder os over at byde velkommen til Instagram på Windows Phone-platformen, så skyldes det, at Windows Phones, herunder især den nye Lumia 1020, er blandt de allerbedste kameramobiler på markedet. Vi ved, at rigtig mange af vores brugere er begejstrede for netop kameraet i deres smartphone og at mange er glade for at dele deres mobile snapshots – og her er Instagram en must-have app.

Du kan hente Instagram til din Windows Phone her!

Apps, apps, apps

Det er ikke kun Instagram, som netop har fundet sin vej til Windows Phone – det har Waze også. Waze er nok, endnu, forholdsvis ukendt blandt danske smartphone-brugere, men på verdensplan er det én af de mest udbredte trafik-apps, som via crowd-sourcing gør det lettere at undgå vejarbejde, finde den billigste benzin og koordinere fælleskørsel med venner og kollegaer.

Sammen med bl.a. Vine, Asphalt 8: Airborne og Angry Birds Star Wars II bringer Instagram og Waze antallet af tilgængelige Windows Phone-apps op på mere end 190.000. Vi ser i øjeblikket en tilgang på ca. 500 apps dagligt og i omegnen af 10 millioner transaktioner på Windows Phone Store per dag. Glemte vi at nævne, at Windows Phone faktisk også er det hurtigst voksende mobiloperativsystem på markedet?

Det er en spændende tid for Windows Phone – velkommen til familien, Instagram!

Vh. Jon Bille, chef for Windows Phone-divisionen i Microsoft Danmark (jon.bille@microsoft.com)

Ps. Og når du nu hygger dig med Instagram på din Windows Phone, så er du velkommen til at følge os @microsoftdk